Fælles byhold – 4 klubber går sammen om samarbejde.

Banebrydende og historisk samarbejde på tværs af klubber skal styrke fodbolden i området.

Tilløbene har været flere gennem årene, men nu er det en kendsgerning: fodboldklubberne Mejdal Halgård, Måbjerg IF, Mejrup GU og Holstebro Boldklub går sammen om at lave fælles byhold for at styrke og udvikle fodbolden i hele det nordvestjyske område.

Samarbejdet indledes i årgangene U13 og U14 allerede efter sommerferien. Til januar 2016 kobles U15, U16 og U17 på, mens U19 slutter sig til i sommeren 2016.

”Samarbejdet giver os en enestående mulighed for at løfte kvaliteten af vores eget talentarbejde i Holstebro-området yderligere og derved blive endnu dygtigere, så vi kan udvikle de vestjyske talenter fra U13 til U19,” forklarer Carsten Sørensen, sportschef i Holstebro Boldklub.

Målet på sigt er at styrke talentudviklingen og sikre en stærk og kontinuerlig fødekæde af talenter.

”Men det handler i høj grad også om at styrke områdets position på både ungdoms- og seniorsiden. Det er helt afgørende, at vi i fremtiden formår at fastholde flere spillere i området, og det tror vi, satsningen vil hjælpe med til,” supplerer Ivan Frederiksen, der er formand i Måbjerg IF.

Parterne er enige om visionen i det unikke samarbejde, der for første gang samler Holstebro-fodbolden på tværs af gamle tilhørsforhold og klubfejder.

”Vi skal kunne tilbyde vores bedste spillere træning og kamp på et højere niveau end før samarbejdet. Vi skal skabe en eliteoverbygning, der styrker alle de deltagende klubbers ungdomsarbejde” tilføjer Mejrup GU´s formand Claus Klausen.

Og formanden fra Mejdal Halgård Jesper Ejstrup slår fast: “Og endelig skal vi styrke samarbejdet klubberne imellem til gavn og glæde for både bredden og elitefodbolden i Holstebro-området,”.