FCM Licensklubstatus er guld værd for Måbjerg IF
Måbjerg IF er rigtig glade for sammen med Mejrup GU at være blevet FCM Licensklub.
Den status fik de to klubber i efteråret 2014 i kraft af klubsamarbejdet FS Holstebro.
Vi har talt med A-licenstræner Mathias Rahbek fra FCM om hans oplevelse af at være med til at bygge konceptet “Rødderne – fodbold på hjemmebane” op.
Mathias fortæller:
Der er ingen tvivl om, at vi alle var spændte, da vi i august måned 2014 startede dette nye pilotprojekt op. Vi havde i FC Midtjylland aldrig før haft en FCM Licensklub og vi havde aldrig før arrangeret Teknikmærkedage, FCM Licenstræning, Ulvetræning, RØDDERNES Trænerakademi osv. Men der er vist ingen tvivl om, at projektet ind til videre har været en kæmpe succes – og dette skyldes ikke mindst det gode samarbejde mellem Måbjerg/Mejrup i deres rolle som FCM Licensklub, og FC Midtjylland. Der har således været en masse koordineringsarbejde i at få så meget nyt og spændende indhold ført ud i praksis, men selvom det selvfølgelig har krævet en stor arbejdsindsats fra alle at få det hele til at køre på skinner, har processen i den grad været hjulpet godt på vej af de mange positive tilbagemeldinger som både FC Midtjylland og Måbjerg IF/Mejrup GU har fået i forbindelse med afviklingen af de mange nye aktiviteter – det gør lige, at alle giver et par procenter ekstra, for at få det hele til at lykkes!
Måbjerg IF får rigtig meget ud af FCM licenklub status. Bl.a.
– A-Licenstræner Mathias Rahbek træner skiftende hold 1 gang om ugen
– FCM teknikmærkedage med Mathias Rahbek
– Mulighed for træningspas med superligaspillere fra FCM
– Mulighed for ekstra træning (ulvetræning) for udvalgte U9/U10 Drenge
– FCM licenstræning for udvalgte U11 og U12 Drenge
– FCM miniakademifodboldskole (U10-U13 Drenge/Piger) – for alle
– Udtagelse til FCM Fodboldskole (U11-U13 Drenge)
– Udtagelse til FCM Pigefodboldskole (U13-U15 Piger)